En lille historie fra Skovridergården i Sønderskoven – i dag Egetofte Naturskole. Dette er et lille udpluk af en lang beretning, hele beretningen ligger på arkivet.
Vilhelm Ulrich, som er født og opvokset på Egetofte, skrev dette for mange år siden:
“Jeg er født juleaften 1853 i Sønderskoven på Als som nummer fire af seks søskende, så jeg kan ikke gå længere tilbage i tiden.
Det første minde, som står lyslevende for mig, er kong Frederik VII og grevinde Danners besøg i Skovridergården i 1861. Der var dækket frokostbord i vor have, og der var travlhed alle vegne. Vi børn blev skrubbet og pudset, og da de kongelige herskaber kørte op foran døren, havde vi fornøjelsen at trykke kongen og grevinden i hånden: Så megen ære har jeg ikke oplevet siden!
Det passede imidlertid ikke grevinden at spise i haven – hun ville ud til havet, og i en fart blev alt pakket sammen, og for første gang så jeg Fader til hest. Han måtte i fuld galla ride frem for at anvise en smuk plads ved stranden. Denne plads blev senere indhegnet og kaldt “Frederikslyst” og fredet, men senere har preusserne tilplantet dette udsigtspunkt og udslettet mindet om kong Frederiks besøg.
Fader var tiltrådt sit embede på Als 1848 – altså under den første slesvigske krig, da hans formand, skovrider König, var forsvundet, tilligemed hertugen. Det måtte kaldes et godt embede, for der hørte ca. 80 tønder af Als’ bedste jord til. Dette gav større indtægt end gagen, hvorfor alt så lyst og lykkeligt ud for fremtiden.
Men så kom krigen i 1864 som en bombe over mine forældre og bragte så megen sorg over hele landet.
Jeg erindrer endnu den første indkvartering – det var oberst Dalgas med alle sine ingeniører. Det var et mærkeligt træf, for de var også de første, min fader havde i den første krig; de kom lige fra Dannevirke, og folkene var så trætte, at de smed sig i sneen, men da hestene var sat i stald, og min moder havde trakteret alle med en tallerken varm suppe, kom der atter humør.
Vi havde til stadighed (så længe krigen varede) ca. 50 mand og fire-fem officerer boende.
Fader og moder fik mange uforglemmelige venner i den trange tid, men dyrt var det, for fader kunne ikke bekvemme sig til at tage betaling for kost af officererne. Jeg kan nævne nogle navne, som jeg endnu husker: general de Meza, oberstløjtnant Falkenberg, kaptajn Ratzak med mange flere. Jeg kan endnu se general de Meza, der kom lige fra Dannevirke, efter at denne var opgivet; han fik hele vor “blå stue” – den fineste, vi havde, til kvarter, og vi børn fik strengt pålæg om at være rolige.”
