Skelbækgaard. Nørremark 22
Bertel Schmidt indrettede en lille vandmølle efter han overtog gården i 1902. Han havde ofte i sin ungdom foreslået sin far at udnytte Skelbækkens vand som drivkraft.
Skelbækken blev opdæmmet, og vandhjulet blev på grund af den ringe faldhøjde drevet som underfaldshjul. Møllen drev både en kværn og en rundsav.
Under første verdenskrig blev der af den preussiske regering udstedt maleforbud i 1917 for private møller. Alle kværne skulle forsegles. Amtsforstander Andersen, Bagmose, kom personligt og foretog den højtidelige handling, men kunne dog ikke dy sig for på alsisk at tilføje: “Hvis det skulle ske, at musene kom til at gnave forseglingssnoren over, må det naturligvis straks meldes.”
Bertel Schmidt opfattede bemærkningen som en halvkvæden vise og undersøgte forseglingen nøje. Han opdagede da, at snoren var så løs under seglet, at han uden skade kunne trække snoren så langt frem, at kværnen kunne sættes i gang, og efter endt arbejde, kunne han trække snoren tilbage igen.
Det kan nævnes, at amtsforstanderen var kunde i Bertel Schmidts lille mølle.
Vandmøllen blev brugt til maling af korn indtil branden i 1934, idet der først blev indlagt strøm efter branden.
Klik på billedet for at forstørre